Portører risikerer tvangsuddannelse

Tillidsrepræsentant for portørerne på Slagelse Sygehus, Jens Dahl, frygter at hans kolleger vil forlade deres job, hvis de bliver tvunget i uddannelse. Claus Bech

Portører i Region Sjælland risikerer i den kommende uge at blive varslet, at de skal tage en uddannelse som serviceassistenter, fordi for få har meldt sig frivilligt.

02. juni 2017

Opdateret 06. juni
I denne uge udløb fristen for frivilligt at melde sig til at uddanne sig til serviceassistent, som Region Sjælland har vedtaget, at alle rengøringsassistenter og portører skal over en årrække.

Kun få portører i Region Sjælland har meldt sig til uddannelsen, og derfor risikerer 22 portører i regionen i den kommende uge at få et brev fra regionen, hvori der står, at de skal påbegynde uddannelsen inden for de næste to år.

”Det er det værste, jeg har oplevet,”siger tillidsrepræsentant for portørerne på Slagelse Sygehus, Jens Dahl.

Bekymrede portører
Jens Dahl har til sommer arbejdet som portør i 40 år på Slagelse Sygehus, med en enkelt afstikker til Korsør, og han oplever en stor bekymring blandt sine kolleger.

”Jeg har for eksempel en kollega, der ikke tør købe hus, fordi han risikerer at gå ned i løn under uddannelse, fordi han mister tillæg for ulempevagter, og samtidig ved han ikke, hvilken løn og hvilket arbejde han kommer ud til efterfølgende,” siger Jens Dahl, som ikke forstår regionens bevæggrund for at uddanne portører til serviceassistenter.

”Vi har svært ved at se, at det skulle løfte kvaliteten. I dag er hele sygehuset vores arbejdsplads, og vi kører aldrig tomhændet rundt. Det ville være anderledes, hvis vi var ansat på et enkelt afsnit. Hvorfor skulle det være i det afsnits interesse, at vi kørte rundt med patienter til andre afsnit,” spørger Jens Dahl.

Frygter opsigelser

Jens Dahl er bange for, at portørerne på afdelingen vil sige op, hvis de bliver tvunget i uddannelse. Og lige nu er der allerede fire ubesatte portør-stillinger.

Mens portørerne ikke har haft et ønske om at tage mod uddannelsestilbuddet som serviceassistent, har rengøringsassistenterne haft stor lyst til at melde sig til uddannelsen.

Derfor foreslår Jens Dahl, at regionen fortsætter projektet med rengøringsassistenterne, men lader portørerne være, indtil der kommer en erhvervsuddannelse for portører, som det er planlagt, at der skal komme.

”Det giver mening at uddanne rengøringsassistenterne og tilknytte dem til afsnittene. Der er mange opgaver dér, som ville give dem en mere meningsfuld hverdag, samtidig med at det kunne aflaste plejepersonalet for serviceopgaver, de i dag udfører,” siger Jens Dahl.

Lad portørerne være

Jens Dahls råd til politikerne er, at de lader portørerne passe det arbejde, de har i dag:

”Det er det mest rationelle og billigste driftsmæssigt for sygehusene. Samtidigt er det ikke arbejdsmiljømæssigt i orden at lade mange af rengøringsassistenterne udføre de tunge opgaver, vi har i dag. Jeg mener regionsrådet bør ændre beslutningen til kun at omfatte rengøringsassistenterne. Det vil give mening for alle parter samtidig med at det ville blive en succes,” siger Jens Dahl.

Utilstedelig behandling

Hos FOA er formand for Social- og sundhedssektoren, Karen Stæhr, vred over den behandling portørerne i Region Sjælland har fået:

”Det er helt utilstedeligt, at man på den måde tvinger folk i uddannelse. Det er en forældet ledelsesstil, at man ikke medinddrager medarbejderne i processen, men presser dem ind i noget, der ikke har lyst til,” siger Karen Stæhr.

Hun kritiserer regionen for at fastholde ønsket om serviceassistenter, når Danske Regioner ved de seneste overenskomstforhandlinger var med til at beslutte, at der skulle oprettes en erhvervsuddannelse for portører:

”Det er her, kæden hopper helt af: Jeg laver i tillid en overenskomstaftale, som jeg serverer for portørerne, og som de er glade for. Og så viser det sig, at de i Region Sjælland er helt ligeglad med, hvad vi har aftalt. Nu skal vi i gang med overenskomstforhandlinger igen, og hvordan kan jeg så regne med, at de ting vi aftaler denne gang bliver implementeret i alle regioner,” siger Karen Stæhr.

Portører skal ikke forhindre udvikling

Formand i Region Sjælland, Jens Stenbæk (V), siger, at det hele tiden har været kendt viden, at Region Sjælland ville vælge serviceassistentuddannelsen fremfor en erhvervsuddannelse for portører.

Selvom portørernes opbakning til at tage serviceassistentuddannelsen er forsvindende lille, mener Jens Stenbæk fortsat, at beslutningen er den rette.

”Der er bred enighed politisk og mange medarbejdergrupper ser frem til enten at blive uddannet til, eller arbejde sammen med, serviceassistenter. Så selvom jeg er klar over, at en mindre gruppe af vores ansatte ikke er enige, mener jeg, at det er den rigtige vej for udvikling af sundhedsvæsenet,” siger Jens Stenbæk.

Uddannelse er nødvendig

Regionsrådsformanden opfordrer portørerne til at tage uddannelsen som serviceassistenter.

”Med den hastige udvikling vores sundhedsvæsen er i, må vi uddanne os for at blive en del af det team, der skal yde den bedste service for borgere på sygehusene. Uddannelsen er en indgangsbillet til et attraktivt fagligt fællesskab på sygehusene,” siger Jens Stenbæk.

Udsigt til lønnedgang

Han medgiver, at der kan være portører, der vil gå ned i løn under uddannelse grundet manglende ulempetillæg:

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

”Vi kan ikke give genetillæg for noget, hvor man ikke har en gene. Men vi vil gerne være fleksible og imødekommende, hvis de ønsker frivilligt merarbejde i skæve perioder, så man kan opretholde lønniveauet,” siger Jens Stenbæk og tilføjer, at det også vil være en mulighed at søge om kompensation fra Ufaglært til Faglært-puljen. FOA har dog tidligere tilkendegivet, at kompensation fra den pulje kræver, at der er tale om frivillighed.

I forhold til bekymringen om, hvilket job portørerne efter endt uddannelse kommer ud til, siger Jens Stenbæk:

”Vi kan ikke give garantier for, at man har et bestemt job. Men i vores personalepolitiske principper, prøver vi hele tiden at tilgodese, hvad det er for kompetencer den enkelte står med. Det er vi forpligtede til som ordentlig arbejdsgiver,” siger Jens Stenbæk.

Opdateret: En ny opgørelse viser, at der er udsigt til, at 22 portører vil blive varslet at skulle påbegynde uddannelsen til serviceassistent, og ikke længere 25, som det første opgørelser viste.