Joachim B. Olsen: Sosu-hjælperen tjener 30.000 om måneden

Liberal Alliances Joachim B. Olsen mener, at lønniveauet for sosu’er i dag er retfærdigt. Jens Dresling/POLFOTO

Løn er en rationel størrelse. Den skal ikke afspejle vores værdi som mennesker, mener Liberal Alliances Joachim B. Olsen.

06. maj 2017

Opdateret 08.05.2017 med faktaboks
Joachim B. Olsen er medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg og ved altså noget om arbejdsmarkedet. Han er formand for Folketingets måske vigtigste udvalg, finansudvalget, og ved altså også noget om penge.

Den ballast til trods skyder Joachim B. Olsen dog langt over målet, når han bliver præsenteret for præcis det spørgsmål, som Epinion på vegne af FOA har stillet over 1.000 danskere:

- Hvor meget tjener en social- og sundhedshjælper i gennemsnit om måneden – før skat og pension?

”Hmmm. Jeg gætter på 30.000 kroner,” svarer Joachim B. Olsen.

- Ville 30.000 kroner være en retfærdig løn?

”Spørgsmålet er jo, hvad en retfærdig løn er. Hvad er folk værd?”

- Det er et godt spørgsmål. Social- og sundhedshjælperen tjener i snit 24.600 kroner om måneden før skat og pension. Er det en uretfærdig løn?

”Når vi taler om løn, virker det ofte som om, lønnen skal afspejle vores værdi som mennesker og fortælle, om vi er gode mennesker. Men det er jo forkert,” siger Joachim B. Olsen.

Udbud og efterspørgsel

I stedet skal begrebet løn ifølge politikeren forstås som ”en rationel størrelse”.

”Løn handler om arbejdskraftens værdi og afhænger af udbud og efterspørgsel. Er der brug for mere arbejdskraft inden for et område, hæves bunden. Får vi nye maskiner og ny teknologi, der gør det muligt at producere mere, presser vi også lønnen op,” siger Joachim B. Olsen og tilføjer:

”Så i forhold til begrebet ’en retfærdig løn’ er udbud og efterspørgsel den bedste måde at måle det på.”

Er fodbold mere værd

Som mange ved, har toppolitikeren fra Liberal Alliance en fortid som topatlet. Den tidligere kuglestøder henter inspiration fra idrættens verden, når han skal sætte FOA-medlemmernes løn i sit perspektiv.

”Man kan godt spørge, om en fodboldspiller, der tjener millioner af kroner, er mere værd og udfører et vigtigere job end en sosu-hjælper. Men der er folk, der vil betale fodboldspilleren mange penge for det, han kan, og så tjener han også mere,” siger Joachim B. Olsen.

- Din far arbejdede som social- og sundhedsassistent og din mor som sygeplejerske. Talte I meget om ”varme hænder” derhjemme og om deres løn?

”Nej, jeg tror ikke snakken om løn fyldte mere end mange andre steder.”

- Hvorfor gættede du på 30.000 kroner som social- og sundhedshjælperens gennemsnitsløn?

”Jeg tror, jeg tænkte på min far. Han var ansat som tjenestemand. Men pointen her er, at offentligt ansatte lønnes af kommuner, regioner eller staten. Og skal det offentlige betale mere i løn til en gruppe, skal pengene hentes et andet sted.”

- Så det lønniveau, der er i dag, er retfærdigt?

”Ja, det er det mest retfærdige…”