OK17: Nu går forhandlingerne i gang

I weekenden faldt overenskomstaftalen på transportområdet endelig på plads. Det viser retningen for, hvad FOAs medlemmer kan forvente, når forhandlingerne snart går i gang. Jonas Frank/Colourbox

I weekenden blev der indgået forlig på transportområdet. Nu kan forhandlingerne for FOAs områder i det private gå i gang.

06. marts 2017

Mere i løn, seniorfridage og en ny aftale om løndumping.

Det er blandt resultaterne, da der i weekenden blev indgået forlig på transportområdet.


Dermed er der åbnet op for, at forhandlingerne mellem FOA og arbejdsgiverorganisationerne på det private område kan begynde.

”Nu er rammen lagt, og vi forventer, at resultaterne af FOAs forhandlinger vil følge transportområdets,” siger forhandlingschef i FOA Jakob Bang.

Bedre forhold for børnefamilier og tillidsrepræsentanter

Han forventer blandt andet samme lønstigning for FOAs medlemmer i det private som på transportområdet: En stigning på 2,50 kroner per time – eller næsten 5.000 kroner om året for en fuldtidsansat, i hvert af de næste tre år.

”Derudover har man opnået en række aftaler inden for børnefamilieområdet og styrkede tillidsrepræsentantsregler, som vi meget gerne også ser, er med i FOAs forlig, siger Jakob Bang.

Forhandlingerne starter inden for få dage, og der forventes at ligge et resultat inden for de næste to til tre uger.