Klumme: Arbejde er sjovere end førtidspension

Nogle arbejdspladser formår at skabe plads til alle – også folk med psykiske diagnoser. Sådan et sted er et kantinekøkken i Aalborg. Jørgen True

De fleste mennesker vil rigtig gerne have et arbejde. Det handler om at skabe et rummeligt arbejdsmarked med plads til alle, skriver formand for FOAs Kost - og Servicesektor Gina Liisborg. 

08. februar 2017

En af de ting, der støder mig ved den regering, vi fik lige før jul er dens ubehagelige retorik om folk, der ikke gider arbejde.

Det er noget notorisk vrøvl, og det ved de fleste vist godt. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om ret mange mennesker, der ikke gerne vil arbejde, selv om der blandt vore medlemmer bestemt findes mange, der har hårde, fysiske nedslidende job, trælse chefer og oplever manglende anerkendelse for deres indsats. Alligevel finder de fleste en fornøjelse i arbejdslivet – udover, at vi er nødt til at gå på arbejde for pengenes skyld. Men for de fleste er der meget mere i arbejdslivet end det. 

Arbejde, kolleger og følelsen af at du til noget er afgørende for mennesker.

Gina Lissborg, sektorformand

Når så jeg hører om kantinelederen Thomas i Aalborg, der sørger for god, sund mad til de kommunalt ansatte og samtidig skaber en fantastisk, sprudlende og skæg arbejdsplads for sig selv og kollegerne, der har forskellige problemer eller diagnoser, bliver jeg virkelig glad.

Arbejde, kolleger og følelsen af at du til noget er afgørende for mennesker. I dette køkken dur de alle sammen til noget, betyder noget for hinanden og tager hensyn, når nogen har en dårlig dag.

Det er tankevækkende, at en af medarbejderne siger, at her er de ikke flove over deres diagnoser. Det bør ingen mennesker være, men i køkkenet i Aalborg er det en naturlig del af tilværelsen. Og det betyder ikke, at de ikke kan yde deres på arbejdsmarkedet, for det er meget sjovere end en førtidspension. 

Klummen er også bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA