Se om du vinder eller taber på nye dagpengeregler
Nyuddannede unge får dagpenge-lussing, hvis de ikke har børn. Til gengæld kaster regeringen redningskrans ud til arbejdsløse, der er ved at miste deres dagpengeret.
06. januar 2017
Omkring 1.600 medlemmer af FOAs A-kasse mister næsten 2.000 kroner om måneden, efter at nye dagpengeregler er trådt i kraft fra 1. januar.
Det drejer sig om nyuddannede på den såkaldte dimittendsats. Her har ydelsen tidligere været 82 procent af dagpengesatsen, og den nedsættes nu til 71 ½ procent.
Nedskæringen i satsen sker dog kun for dimittender, der ikke har forsørgerpligt. Så har man børn under 18 år, sættes ydelsen ikke ned.
Læs mere om, hvordan du bliver berørt af de nye dagpengeregler
Utilfredshed i FOA
Næstformand i FOA, Mona Striib, er stærkt utilfreds med, at mange FOA-medlemmer rammes af nedskæringen.
”Det er katastrofalt, og det bygger jo på en fejlvurdering af rang fra regeringens side, når den tror, at folk, der tager en uddannelse, spekulerer i at gå ledige,” siger hun.
Mona Striib frygter, at den nedsatte sats kan ramme endnu flere, og at en del kan ende på kontanthjælp, fordi de ikke kan betale udgiften til A-kassen.
”Fuldtidsjob og anstændige deltidsjob hænger ikke på træerne lige i øjeblikket for vores nyuddannede medlemmer. Og mange vil måske spørge sig selv, om det overhovedet kan betale sig at være medlem af en A-kasse.”
Forlænget dagpengeret er nødløsning
En anden af de nye dagpengeregler, der gælder fra årsskiftet, giver arbejdsløse mulighed for at forlænge dagpengeperioden, hvis de har haft arbejde inden for de to år, som perioden rækker.
Dagpengeperioden vil kunne forlænges med de løntimer, man har haft, og løntimer er arbejdstimer, som man har fået løn for. Én løntime giver ret til to ekstra timer på dagpenge, og den mulighed kan hjælpe en række FOA-medlemmer, der ellers stod til at miste deres dagpengeret.
FOAs A-kasse vurderer, at cirka 100 medlemmer alene i januar måned vil kunne bevare dagpengeretten, fordi de har løntimer i deres dagpengeperiode.
”Det er positivt, at man på den måde kan forlænge sin dagpengeret, men det er en nødløsning. For det handler selvfølgelig om at komme i ordinært arbejde. Og FOA har stillet krav til de kommunale og regionale arbejdsgivere om at få styr på ansættelsesformerne. Alt for mange ansættes i dag på timeløn og i alt for små timetal,” siger Mona Striib.