Ansatte græder af frygt for vold på hospitalsafdeling

Arbejdsmiljøet på Afdelingen for Depression og Angst på Psykiatrisk Hospital i Risskov er så presset, at afdelingen har fået et påbud af Arbejdstilsynet om at forebygge vold mod de ansatte. Polfoto

Fire patienter har begået selvmord på en hospitalsafdeling for Depression og Angst i Risskov. Rapport afslører, at ansatte græder af frygt for vold, når de møder på job. 

03. januar 2017

Arbejdsmiljøet på Afdelingen for Depression og Angst på Psykiatrisk Hospital i Risskov er lige nu så presset, ‘at nogle medarbejdere græder, inden de skal på arbejde’. 

Det skriver Arbejdstilsynet i en rapport, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.

Det usikre arbejdsmiljø har resulteret i, at afdelingen nu har fået et påbud af Arbejdstilsynet om at forebygge vold mod de ansatte.

Dennis K: “En syg kultur” 

“Det er jo en syg kultur, hvis medarbejderne går derhjemme og spekulerer på, hvor mange timer der er til, at de igen skal møde på arbejde. Det er et vink med en vognstang om, at her skal der gøres noget helt ekstraordinært,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

Baggrunden for påbuddet er ifølge Arbejdstilsynet, at de ansattes arbejde med patienterne ikke er ‘planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt’.

Flere hænder tak

Det er særligt aften- og nattevagterne, der er bekymrede over at møde på arbejde, fordi risikoen for at blive overfaldet af de syge patienter her er øget markant. 40 ud af 48 registrerede hændelser med vold og trusler er sket mellem klokken 15 og 06 om morgenen. 

Registreringerne rummer episoder med ‘knytnæveslag for eksempel i ansigt og ryg, skub, spark med videre fra patienter mod ansatte’ skriver Arbejdstilsynet. 

For få hænder og for mange  vikarer og nyansatte vurderes af de ansatte at være årsagen til det usikre arbejdsmiljø.

“Det er helt afgørende, at der er det personale, der skal til. Er der ikke det, så bliver de nødt til at reagere øjeblikkeligt. Der nytter det ikke noget at forlade sig på et stort antal vikarer, der farer ud og ind af huset,” siger Dennis Kristensen.

Fire selvmord

Det usunde arbejdsmiljø ser også ud til at ramme patienterne. Ved udgangen af 2016 har fire patienter under indlæggelse begået selvmord på Afdelingen for Depression og Angst, viser en aktindsigt fra Region Midtjylland, som Fagbladet FOA har fået.

I de foregående to år var der ingen selvmord på afdelingen og i 2012 og 2013 blev der henholdsvis registreret et hvert år. På de øvrige afdelinger på Risskov har der ifølge Region Midtjylland ikke været selvmord fra 1. januar og frem til 19. december 2016.

“Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er en sammenhæng mellem et presset arbejdsmiljø og stigningen i selvmord på afdelingen,” siger Knud Kristensen, formand for landsforeningen for de sindslidende og deres pårørende, SIND. 

Flere og mere syge patienter

Han fortæller, at der på landsplan er kommet flere og mere syge mennesker på de psykiatriske afdelinger. Det betyder, at afdelingen ofte er overbelagt, og at patienterne udskrives, selvom de ikke er færdigbehandlede. Det skaber uro.

“Sådan en uro kan skubbe til folk, så de skader sig selv eller måske ligefrem begår selvmord. Løsningen er, at vi er nødt til at have nogle flere senge, så vi ikke må udskrive folk, før de er klar til det,” siger Knud Kristensen.  

Åbent brev fra ansatte

I protest over forholdene på hospitalet på Risskov skrev de ansatte et åbent brev til de ansvarlige direktører og politikere i Region Midtjylland den 12. december 2016. 

Det er ikke lykkedes Fagbladet FOA at få en kommentar fra Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland, i sagen.