Hver 4. må se langt efter kursus i førstehjælp

95 procent af FOAs medlemmer har været på et kursus i førstehjælp. Det er dog kun 27 procent, der har været det inden for det seneste år. For 25 procent er det mere end 5 år siden, at de har været på førstehjælpskursus.                     Kilde: Medlemsundersøgelsen 'Førstehjælp og brandslukning'   Colourbox

For hver fjerde FOA-medlem er det mere end fem år siden, at de har været på kursus i førstehjælp. Ikke godt nok, lyder det fra Dansk Førstehjælpsråd.

16. januar 2017


 

“Jeg synes, det burde være et krav, at der er kursus i førstehjælp, hjertestarter og brandbekæmpelse en gang om året, når der arbejdes med mennesker, der er afhængige af personalet.”

Sådan lyder en kommentar fra en social- og sundhedshjælper, der har deltaget i en undersøgelse blandt FOAs medlemmer om førstehjælp og brandslukning. I alt har 5.534 medlemmer medvirket.

Sosu-hjælperen er langt fra den eneste, der ønsker obligatoriske kurser arrangeret af arbejdsgiveren hvert eller hvert andet år, fremgår det af undersøgelsen. 

Må se langt efter kurser

Men mange må se længere efter at øve sig i hjerte-lungeredning og lignende i arbejdstiden. 

For hver fjerde er det mere end fem år siden, at de har været på kursus i førstehjælp. Og næsten fem procent har aldrig fået et kursus. Det er ikke godt nok, lyder det fra Dansk Førstehjælpsråd, der er paraplyorganisation for de største førstehjælpsorganisationer i Danmark.

Færdigheder ruster hurtigt

Dansk Førstehjælpsråd anbefaler, at man får genopfrisket de mest basale færdigheder senest efter 24 måneder.

“Vi ved fra internationale undersøgelser, at ens kompetencer allerede efter ni måneder nærmest er tilbage til start. Derfor bør det være obligatorisk for folk, der arbejder med eksempelvis ældre og børn, at komme på kursus med jævne mellemrum,” siger formanden for rådet, Thomas Egesborg Pedersen.

Ingen lovkrav

Der er i dag ikke lovkrav om, at sosu-personale eller ansatte inden for det pædagogiske område skal på kursus i førstehjælp med faste intervaller. Det er op til arbejdsgiveren at vurdere behovet. 

Som noget nyt skal erhvervsuddannelserne fra januar 2017 imidlertid sørge for, at deres elever er nycertificerede i førstehjælp, når de forlader uddannelsen, sådan at de som nyuddannede står med et opdateret førstehjælpsbevis.