Nadia stukket ned på jobbet: Efter hun fortalte om det, blev hun opsagt

Nadia Pedersen blev stukket ned på jobbet. Da hun fortalte om overfaldet, så opsagde hendes vikarbureau samarbejdet med hende. Nadia mener hun bliver straffet for at bruge sin ytringsfrihed i en alvorlig sag, der var tæt på at koste hende livet. Foto: Jørgen True

Efter Nadia fortalte om, hvordan hun blev overfaldet med en kniv på jobbet, fik hun sparket. Hendes arbejdsgiver afviser, at der er sammenhæng mellem opsigelsen og opråbet i pressen.

30. november 2016

Rettet den 30.11.2016.   
Dø, dø, dø. Det var psykisk syg beboers sidste ord, inden han hævede en OBH-kokkekniv og sendte den mod Nadia Pedersens strube. Hun fik afværget kniven men fik læsioner på sine hænder. 
 
Overfaldet skete, mens hun var på arbejde som vikar på Sundbygård, et bosted for psykisk syge mennesker i Københavns Kommune.
 
Nadia stod efterfølgende frem og fortalte om knivoverfaldet til Fagbladet FOA. 
 
“Rigtigt mange ansatte i psykiatrien får psykiske eller fysiske arbejdsskader efter overfald. De risikerer at skulle gå fra huset, fordi de ikke er i stand til at arbejde. Jeg ville sætte fokus på det urimelige i, at de bliver straffet økonomisk for at passe deres job,” siger hun.
 

Du er fyret

To uger efter interviewet fik hun en mail fra hendes arbejdsgiver, vikarbureauet Psykiatri Plus. De ønskede ikke at Nadia skulle arbejde for dem længere.
 
“Det sker med baggrund i en samlet vurdering af dine kompetencer, din indsats og din loyalitet over for vor virksomhed,” lød begrundelsen.
 
Nadia var på det tidspunkt stadig mentalt nedbrudt. Hun levede af sygedagpenge og kunne ikke betale sine regninger. Hun var derfor ved at blive tvunget ud af sin lejlighed, hvor hun bor med sine to børn. 
 
“Jeg ved ikke, hvad de mener med ‘en vurdering af mine kompetencer’. De var jo tilfredse med mig, da de sendte mig ud på vagten på Sundbygård og roste min håndtering af overfaldet bagefter,” siger Nadia Pedersen og fortsætter:
 
“Det var først efter, at jeg stillede mig frem og fortalte min historie, at de opsagde samarbejdet. Jeg mener, jeg bliver straffet for at bruge min ytringsfrihed i en principielt vigtig sag.” 
  

Ingen kommentarer

Nadia påstand bliver underbygget af flere mails fra direktør Henrik Sven Sørensen, direktør i Psykiatri Plus, som Fagbladet FOA er kommet i besiddelse af efter knivoverfaldet. Her fremhæver han bl.a. Nadias kompetencer:
 
'Vi synes, at du skal komme tilbage på banen som den stærke vikar og pædagog du er. Der er jeg helt sikker på, at vi fortsat kan have stor glæde af samarbejdet'.
 
Direktøren roser ligeledes Nadia og hendes kollega i en mail for deres håndtering af overfaldet, som endte uden de eller beboeren kom til skader, hvor han skriver 'Tak for jeres indsats og fordi I klarede den specifikke hændelse, som I gjorde'.
 
Fagbladet FOA ville gerne have uddybet, hvordan disse disse mails hænger sammen med Psykiatri Plus' begrundelse for at opsige Nadia. Henrik Sven Sørensen, direktør i Psykiatri Plus forklarer dog til Fagbladet FOA, at han ikke ønsker at kommentere på en konkret personalesag.
 

Ytringsfrihed spiller ingen rolle

Direktøren har efter Fagbladet FOA talte med ham givet en kommentar til Ekstra Bladet i samme sag. Her forklarer bekræfter han at samarbejdet med Nadia er ophørt - men det har intet med ytringsfrihed at gøre.
 
"Hun er heller ikke fyret, men har arbejdet som vikar. Og det samarbejde fortsætter ikke. Baggrunden for den beslutning vil jeg ikke diskutere i pressen. Men det har intet med ytringsfrihed at gøre," siger Henrik Sven Sørensen, direktør i Psykiatri Plus,  og fortsætter:
 
"De mails, hvor hun roses for sin indsats, er også sendt kort efter episoden. Her klapper jeg hende på skulderen i forhold til episoden, men der er gået snart fem måneder siden, hvor der også kan være sket ting og sager."
 
Efter artiklen blev publiceret, er Psykiatri Plus vendt tilbage til Fagbladet FOA. De understreger også her, at opsigelsen af Nadia skyldtes andre årsager end hendes udtalelser til pressen. De vil dog ikke uddybe, da de af princip ikke vil tale om personalesager i medierne.
 
I dag, et halvt år efter overfaldet, er Nadia kommet sig over overfaldet. Hun er jobparat og ser frem til at komme i gang med at arbejde igen. Hun er dog skuffet over hendes tidligere arbejdsgiveres håndtering af sagen, der var tæt på at koste hende livet.  

Rettelse: Fagbladet FOA skrev, at Nadia blev fyret, 'for' at fortælle om knivoverfaldet til pressen. Det er rettet til, at hun blev fyret 'efter hun fortalte om det', da det ikke kan dokumenteres men kun sandsynliggøres, at opråbet var årsagen til opsigelsen.