Ansatte tør ikke at fortælle om dårlige arbejdsforhold

30 procent af FOAs medlemmer har de seneste par år oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de mener, offentligheden burde kende til. De oplever især, at arbejdsmiljøet er dårligt, at der ikke er tid nok til borgerne og børnene, og at ledelsen er dårlig.

 

Men syv ud af ti frygter, at det vil få negative konsekvenser for dem, hvis de går offentligt ud og fortæller om de dårlige forhold. Samtidig oplevede 14 procent af dem, der reagerede på de dårlige forhold, at det fik negative konsekvenser. Det viser en ny undersøgelse fra FOA. 

 

Resultaterne bekymrer sociolog og forsker Rasmus Willig. Han er forfatter til en række bøger om ytringsfrihed blandt offentligt ansatte og mener, at undersøgelsen er endnu et bevis på, at den grundlovssikrede ytringsfrihed er under pres.

 

”I de senere år er vi gået fra slemt til værre. Der er kommet en kultur, hvor kritik er ilde set, og hvor de ansatte bliver bedt om at fortælle den gode historie – og ikke den dårlige,” siger Rasmus Willig.

 

Hverdagens eksperter

Det er helt centralt, at offentligt ansatte fortæller om deres arbejdsforhold, mener Dennis Kristensen, formand i FOA. 

 

”De, der arbejder med velfærden, er hverdagens eksperter. De ved, hvordan politikernes beslutninger fungerer i virkeligheden. Det er derfor helt uacceptabelt, hvis offentligt ansatte har en oplevelse af, at det vil have konsekvenser for dem, hvis de påtaler dårlige forhold,” siger Dennis Kristensen.

 

Læs også: Omsorgsmedhjælper råbte op: Fik droppet besparelser

Både han og Rasmus Willig mener, at det er vigtigt, at offentligt ansatte kender til deres rettigheder og ytrer sig.

 

”Offentligt ansatte skal informeres om, at de altid kan gå ud på egne vegne og kritisere det, de ser. Det er dem, der er tættest på konsekvenserne af de mange politiske reformer og besparelser. Og en del af et velfungerende demokrati er, at vi hele tiden er informeret om de konsekvenser,” siger Rasmus Willig.

 

Meningen i jobbet forsvinder

Ifølge forskeren er konsekvenserne store både for samfundet og for den enkelte. Problemerne på arbejdspladserne bliver værre, og tavshedskulturen tager til. I takt med det mister de ansatte meningen med deres arbejde, mener Rasmus Willig:

 

”For mig at se er det her en af de primære årsager til, at folk får stress, bliver udbrændte eller depressive. Hvad, der før var et juridisk spørgsmål om ytringsfrihed, er nu i høj grad også et spørgsmål om de ansattes psykiske arbejdsmiljø,” siger han.

 

Kritisable forhold skal frem i lyset

FOA har et ansvar for at få tydeliggjort over for medlemmerne, hvilke rettigheder de har, og at deres tavshedspligt ikke skal holde dem tilbage fra at ytre sig, mener Dennis Kristensen.

 

”Tavshedspligt bliver ofte misforstået til at handle om vilkårene for, hvordan arbejdet udføres. Men det handler den ikke om. Den handler om personfølsomme oplysninger om de borgere, de arbejder med. Derfor kan de ansatte ikke fortælle om bestemte personers diagnose eller andre personfølsomme oplysninger, men de kan godt fortælle, om borgerne rent faktisk får den velfærd, de er lovet,” siger formanden.

 

Men ledelsen og politikerne har også et ansvar.

 

”For mange ledere tror, de kan påtale ting, som bliver sagt i offentligheden af de ansatte. Men det skal en ledelse ikke blande sig i. Kommunalpolitikerne skal sørge for, at indskærpe deres system, så alle ledere ved, at det er en rettighed, de ansatte har,” siger Dennis Kristensen.

 

Og hvis problemerne ikke kommer frem i lyset, kan der ikke ske forandringer, peger sociolog Rasmus Willig på. 

 

”Ytringsfriheden er jo motor for forandring, så man kan få gjort noget ved problemerne. Men hvis vi har fået en kultur, hvor det er ilde set at fortælle om det, der ikke virker – om at de ældre har det dårligere, eller at der ikke er nok pædagogmedhjælpere til børnene -, jamen så kan man jo heller ikke rette op på det,” siger han.