Pædagogisk assistent: Særregler for mænd er en fornærmelse
Pædagogisk assistent Henrik Lykke er med alderen og erfaringen blevet langt mere afslappet, når det gælder fysisk kontakt med børnene.
10. november 2016
“Selvfølgelig er det på ingen måde i orden at have regler, der kun gælder for mænd, men faktisk mener jeg, at regler om fysisk kontakt i det hele taget er hæmmende for det pædagogiske arbejde. Uanset køn.”
Det siger Henrik Lykke, der bliver færdig som pædagogisk assistent i denne måned. Under sin praktik i en SFO har han ikke selv oplevet regler for, hvordan han måtte være sammen med børnene. Men som medlem af elevbestyrelsen i FOA har han hørt om andre mandlige elever, der har været udsat for, at der gjaldt særlige regler for dem – at de for eksempel ikke måtte have børn på skødet.
Tidligere har Henrik Lykke arbejdet i sammenlagt 10 år som pædagoghjælper i SFO og børnehave. Han husker, hvordan han som 21-årig var meget usikker.
“Hvis en lille pige ville holde i hånd, tænkte jeg ‘fuck’. Og jeg skyndte at rejse mig, hvis et barn ville op på skødet. Heldigvis fik jeg talt med lederen, som sagde, at jeg bare skulle slappe af, og at det var helt naturligt, at børnene søgte kontakt.”
Med erfaringen har Henrik Lykke lært at bruge den fysiske kontakt aktivt i sit pædagogiske arbejde. Han husker en pige, som nærmest undgik de voksne børnehaven. En dag på legepladsen gav han svingture til nogle af de andre børn, og pigen blev så nysgerrig, at hun også ville prøve.
Argumentet om, at reglerne er til for at beskytte de ansatte mod uretmæssige anklager, giver han ikke meget for.
“Faktisk bliver jeg lidt fornærmet, når jeg hører det. Min måde at være sammen med børnene på bør tale for sig selv. Og selv med regler vil man kunne risikere at blive beskyldt for noget. Tilliden må være det vigtigste.”
Det siger Henrik Lykke, der bliver færdig som pædagogisk assistent i denne måned. Under sin praktik i en SFO har han ikke selv oplevet regler for, hvordan han måtte være sammen med børnene. Men som medlem af elevbestyrelsen i FOA har han hørt om andre mandlige elever, der har været udsat for, at der gjaldt særlige regler for dem – at de for eksempel ikke måtte have børn på skødet.
Læs også: Mange elever i dagtilbud ønsker regler for fysisk kontakt
Tal om dilemmaerTidligere har Henrik Lykke arbejdet i sammenlagt 10 år som pædagoghjælper i SFO og børnehave. Han husker, hvordan han som 21-årig var meget usikker.
“Hvis en lille pige ville holde i hånd, tænkte jeg ‘fuck’. Og jeg skyndte at rejse mig, hvis et barn ville op på skødet. Heldigvis fik jeg talt med lederen, som sagde, at jeg bare skulle slappe af, og at det var helt naturligt, at børnene søgte kontakt.”
Med erfaringen har Henrik Lykke lært at bruge den fysiske kontakt aktivt i sit pædagogiske arbejde. Han husker en pige, som nærmest undgik de voksne børnehaven. En dag på legepladsen gav han svingture til nogle af de andre børn, og pigen blev så nysgerrig, at hun også ville prøve.
Tillid er det vigtigste
“Jeg glemmer aldrig det julelys, hun havde i øjnene, mens vi svingede rundt. Hun fik tillid til mig og opsøgte mig, når hun havde brug for hjælp. Og derfra smed det jeg helt væk, det med at gå op i, hvad jeg må og ikke må. Og det har jeg ikke haft problemer med. Det vigtigste er, at man stikker en finger i jorden og fornemmer, hvad børnene har brug for.”Argumentet om, at reglerne er til for at beskytte de ansatte mod uretmæssige anklager, giver han ikke meget for.
“Faktisk bliver jeg lidt fornærmet, når jeg hører det. Min måde at være sammen med børnene på bør tale for sig selv. Og selv med regler vil man kunne risikere at blive beskyldt for noget. Tilliden må være det vigtigste.”