Sind-formand: Deprimerende at intet er ændret efter drab
På trods af at fem ansatte er blevet dræbt, er miljøet ikke blevet mere trygt på fire bosteder. Hvis drab ikke er nok, hvad skal der så til for at råbe politikerne op, spørger SIND-formand.
15. august 2016
Vold, dødstrusler og våben er stadig hverdag på de fire bosteder, hvor fem ansatte siden 2012 er blevet dræbt af sindslidende beboere. Det viser en gennemgang af tusindvis af politiudrykninger til bostederne samt dokumenter fra anklagemyndigheder, arbejdstilsyn, psykiatri og kommuner, som Fagbladet FOA har foretaget.
Det frustrerer formanden for interesseorganisationen SIND, der er talerør for de sindslidende og deres pårørende, at sikkerheden selv efter de alvorlige hændelser ikke er blevet bedre.
”Det er jo deprimerende, at der ikke er sket mærkbare forbedringer på bostederne efter drabene. Det rejser jo spørgsmålet ’når drab ikke er nok til at skabe forandringer, hvad skal der så til for at råbe politikerne op’,” siger Knud Kristensen, formand for SIND til Fagbladet FOA.
Landsdækkende tendens
Ifølge SIND-formand Knud Kristensen er det ikke kun på de fire bosteder, hvor der er sket drab, at det flyder med våben og både ansatte og svage beboere udsættes for vold og trusler.
”Det her er et problem, som du kan finde på bosteder over hele landet, og som de sidste mange år har taget til i omfang,” siger Knud Kristensen.
Han påpeger, at mange af bostederne har arbejdet med at forbedre sikkerheden. Problemet er bare, at socialpsykiatrien hele tiden bliver mere presset.
Eksempelvis er der sket en stigning i retspsykiatriske patienter, altså kriminelle psykisk syge, fra 1.445 i 2001 til 4.393 i 2014. Udviklingen betyder, at forbedringerne i sikkerheden på nogle bosteder drukner i nye problemer, der kommer til.
Mudderkastning
Mens antallet af retspsykiatriske patienter er steget eksplosivt, er der kun oprettet få nye sengepladser til denne gruppe. Det har betydet, at de kriminelle psykisk syge, der ofte er udadreagerende, hyppigere udskrives til de kommunale bosteder.
Udviklingen har ført til en diskussion mellem region og kommune om, hvem der har ansvaret for de mange retspsykiatriske patienter.
”Den måde, man har valgt at organisere psykiatrien på, er helt håbløs. Man har lavet nogle besparelser, men det er endt med at blive en dyrere løsning med store menneskelige omkostninger,” siger Torsten Bjørn Jacobsen, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.
Han peger blandt andet på, at der i begyndelsen af 1980’erne kun var 300 retspsykiatriske patienter i Danmark.
”Vi må gøre noget helt forkert. Lige nu har vi en mudderkastning mellem regioner og kommuner. Det virker ikke, som om de har forstået sagens alvor. Man kan håbe, der er nogen på Christiansborg, der snart tager et politisk lederskab.”