Sosu-assistent til Sophie Løhde: ”Lad mig vise dig min hverdag”

Susanne Bonde arbejder som sosu-assistent på et plejehjem. Hun har nu sendt en invitation afsted til Sophie Løhde, fordi hun vil vise sundhedsministeren, at der ikke hersker en ’hotel-tankegang’ på hendes arbejdsplads. Jørgen True

Sosu-assistent inviterer sundhedsministeren ud på virkelighedsbesøg på sin arbejdsplads. Hun vil vise ministeren, hvor svage de ældre er, når de kommer på plejehjem.

01. august 2016

Social- og sundhedsassistent Susanne Bonde inviterer sundhedsminister- og ældreminister Sophie Løhde (V) ud for at se, hvordan virkeligheden er på det plejehjem, hun arbejder på. Hun kan ikke nikke genkendende til den ”hotel-tankegang”, som sundhedsministeren til Berlingske har udtalt, der hersker på landets plejehjem.
 
Sundhedsministeren har til Berlingske sagt, at hun vil have de ældre ud af morgenkåben og i arbejdstøjet. Hun mener, at ”plejehjemmene skal blive bedre til at inddrage ældre og gøre brug af de ressourcer, hvert enkelt menneske besidder.”
 
Læs også: Minister til ældre: Drop morgenkåben og kom i arbejdstøjet
 
Problemet er ifølge Susanne Bonde, at de ældre er meget svage, når de først kommer på plejehjem. Hun arbejder som social- og sundhedsassistent på plejehjemmet Irlandsvej i Tårnby. Her inddrager personalet beboerne så meget som muligt, men det er en udfordring at få tid til det, fordi normeringen er lav, og fordi de ældre kræver meget hjælp.
 
”Selvfølgelig skal vi bevare de ressourcer, som de ældre har. Men for Fru Hansen kan det kræve meget energi bare at vaske sit ansigt, og så er der ikke mere overskud tilbage til andre praktiske gøremål,” siger Susanne Bonde.
 

Invitation til ministeren

Susanne Bonde har derfor sendt en invitation til Sophie Løhde om at komme ud og besøge hendes arbejdsplads, så hun kan se, hvordan forholdene er.

Som tingene er i dag, kommer man ikke på plejehjem, før man næsten kun kan kravle, så de ældre er meget svage og kræver meget hjælp. Det vil derfor kræve væsentligt flere ressourcer, hvis vi skal inddrage dem endnu mere i de praktiske gøremål, end vi i forvejen gør. Jeg tror ikke, du er klar over, hvor dårlige de ældre er på plejehjemmene, fordi de i dag skal være længst muligt i eget hjem, skriver Susanne Bonde blandt andet i invitationen.
 
Sundhedsministeren holder ferie til tirsdag den 2. august, men derefter håber Susanne Bonde på at få et svar på invitationen. 
 

”Minister, kom ud i virkeligheden”

Susanne Bonde er ikke den eneste, der vil have Sophie Løhde ”ud i virkeligheden”. På FOAs Facebook-side reagerede flere af FOAs medlemmer.