Job-massakre har ramt børneområdet
Mens der oven på krisen nu skabes flere private job, går det den modsatte vej på mange offentlige arbejdspladser.
06. juli 2016
Der er masser af nye job i Danmark. Den glade nyhed bringer avisen.dk med baggrund i en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Undersøgelsen fra AE-rådet viser, at beskæftigelsen er steget med 36.000 fuldtidspersoner fra 1. kvartal 2013 til 1. kvartal 2015, men også at udviklingen har slagside.
”Det er meget positivt, at der er en bredt funderet fremgang på det private arbejdsmarked, men ser vi på den offentlige sektor har der ikke været samme job-fremgang,” siger analytiker Emilie Agner Damm fra AE-rådet til Fagbladet FOA.
Stort stillingstab
Værst ser det ud på børneområdet, hvor der samtidig med jobvæksten i den private sektor er nedlagt 8.000 fuldtidsstillinger, heraf 2.800 blandt dagplejerne og 3.100 i de aldersintegrerede institutioner.
”Børnetallet er faldet, men det kunne jo være udnyttet til et kvalitetsløft oven på de foregående års nedskæringer. I stedet har børneområdet fået nedskæringer udover faldet i børnetallet. Det er en bevidst politik for at mindske den offentlige sektor,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.
Mere skat til velfærd
Han glæder sig over, at undersøgelsen fra AE-rådet viser tegn på, at det nu går fremad efter en krise, som Danmark har været længere om at komme ud af end andre lande. Men efterlyser, at også genopbygningen af velfærd og service kommer i gang.
”Når vi begynder at få gang i hjulene igen og dermed får flere skatteindtægter, så er tiden ikke til at give skattelettelser, men til at bruge de skatteindtægter til genopretning af de områder, der skriger på det. Og det er især børne- og ældreområdet,” siger Dennis Kristensen.
Han mener, at de senere års ’ældre-milliard’ er forklaringen på, at hjemmehjælpen ’kun’ har mistet 200 stillinger i løbet af den toårsperiode, AE-rådet har undersøgt. Og at plejehjem, der dog opgøres sammen med døgninstitutioner og andre lignende arbejdspladser, har haft en stigning i beskæftigelsen på et par tusinde fuldtidsstillinger.
Dennis Kristensen understreger dog, at stigningen her sker på en baggrund af dramatisk faldende normeringer de foregående år.