Børn savner naturen

Mange børn aner ikke, hvad de skal stille op i naturen. Forskere opfordrer pædagogisk personale til at lære børnene om udelivet.
01. juli 2016
Knap halvdelen af børnene i 5. og 8. klasse ville ønske, de kom meget mere ud i naturen. Det viser forskningsprojektet NatureMoves fra Syddansk Universitet (SDU). Børnene siger selv, at de største hindringer er mangel på tid og venner, der gider med ud.
“Børn og unge har mange ting, de skal og vil. Skole, fritidsaktiviteter, computerspil, sociale medier. Tid er den største barriere, men det sociale og venner betyder også meget. Børn kan ikke længere bare gå ud og finde nogle at lege med, hvis de keder sig,” siger projektleder og lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik Søren Andkjær.
Arbejd pædagogisk med naturen
Knap en tredjedel af børnene svarer også, at de savner idéer til, hvad de kan lave i naturen.
Det er oplagt, at det pædagogiske personale hjælper børnene på vej, fra de er helt små, mener Søren Andkjær:
“Hvis man får positive oplevelser med naturen i institutionen, falder det sandsynligvis mere naturligt senere hen at opsøge naturen af sig selv og sammen med vennerne.”
Professor i sundhedspædagogik ved DPU Aarhus Universitet Karen Wistoft understreger, at det er vigtigt, at personalet har et pædagogisk formål med naturoplevelserne.
“Naturen lærer ikke fra sig i sig selv. Den underviser ikke automatisk. Det pædagogiske personale er nødt til at afklare, hvad de vil give videre til børnene. Det er vigtigt at lære børnene, hvorfor naturen er vigtig og værdifuld,” siger hun.