Sosu fik klip i kørekortet efter arbejdspres
Tidspresset i DK-Pleje A/S er så hårdt, at medarbejdere går ned med stress og føler sig tvunget til at køre for hurtigt. Det fortæller en række tidligere ansatte.
24. juni 2016
Alt for lidt køretid mellem borgerne. Pauser, der skal holdes i køretiden, og borgere, der ikke får den tid og hjælp, de er visiteret til.
Det er vilkårene hos det private plejefirma DK-Pleje A/S, hvis man spørger flere af de tidligere ansatte.
Fagbladet FOA har talt med fem forhenværende medarbejdere. To af dem ønsker ikke at stå frem med navn, men Fagbladet FOA er bekendt med alle navne.
Læs også: Nægter sosu'er tillæg og løn under sygdom og barsel
To klip i kørekortet på et år
De tidligere ansatte fortæller samstemmende om et enormt tidspres i plejefirmaet, som opererer i Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Brøndby, Gentofte og Herlev.
For social- og sundhedsassistent Amaneh Novbarian kostede ansættelsen hos DK-Pleje A/S to klip i kørekortet. Simpelthen fordi, at hun følte sig presset til at køre for hurtigt.
“Der var alt for lidt køretid mellem borgerne. Jeg skulle nærmest være hos flere beboere på samme tid,” fortæller Amaneh Novbarian og understreger, at hun ellers aldrig har haft problemer med at overholde færdselsreglerne.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
’Det var dråben’
De pressede forhold betød, at flere medarbejdere brød sammen og måtte sygemelde sig med stress. Og fra ledelsens side var der ingen forståelse ved sygdom og dødsfald i nærmeste familie, fortæller en anden tidligere medarbejder.
“Da en kollegas bror døde, kunne hun ikke få fri til begravelsen. Det var dråben, der fik mig til at sige stop,” siger den tidligere medarbejder, som af frygt for ikke at kunne få job igen ønsker at være anonym.
De forhenværende ansatte fortæller alle om rodede lønforhold – eksempelvis tillæg og feriepenge, der ikke blev udbetalt. Og tillod man sig at kritisere forholdene, kunne man blive udsat for et verbalt overfald af firmaets direktør Benjamin Ait Ahmed.
Afviser kritik
Fagbladet FOA ville gerne have talt med Benjamin Ait Ahmed, men han svarer kun via sin advokat Jette Hassing Ronøe.
- De tidligere medarbejdere, vi har talt med, fortæller om rodede lønforhold: Manglende udbetaling af feriepenge og weekendtillæg, manglende pensionsordning, ingen barns første sygedag etc. Hvad siger du til det?
“Min klient overtog en anden virksomhed pr. 1. januar 2016, og det viste sig i den forbindelse, at der i enkelte tilfælde ikke var afregnet korrekt ferie af den tidligere arbejdsgiver. Dette sørgede min klient for, da han fik kendskab hertil. Der er desuden forhandlet en pensionsordning på plads med PFA for flere måneder siden, der træder i kraft pr. 1 august,” skriver advokaten i en mail.
- En tidligere medarbejder fortæller om en kollega, som ikke kunne få fri til sin egen brors begravelse. Og andre kollegaer fortæller, hvordan de blev ringet op og presset til at komme på arbejde, selv om de var syge. Hvad er jeres kommentar til det?
“Flere af de forhold, som du nævner, er decideret ukorrekte. Ingen medarbejder er nogensinde blevet nægtet at tage til en familiebegravelse, ligesom ingen medarbejdere tvinges til at arbejde, hvis de er syge."
- Flere af de tidligere ansatte i DK Pleje A/S siger, at der er alt for lidt køretid hos jer. Det fører til stress blandt medarbejder og klip i kørekortet for nogle medarbejdere. Hvad er jeres kommentar til det?
“De punkter om arbejdsmiljø, må min klient afvise, og de er helt udokumenterede,” lyder svaret fra advokaten.