Hver tredje ansat i nordjysk psykiatri truet med vold

Omkring tre ud af fire, der har oplevet vold i psykiatrien i Region Nordjylland, er sosu-assistenter. Det viser en trivselsundersøgelse blandt personalet. Aalborg Universitetshospital

I Region Nordjylland er vold og trusler dagligdag i psykiatrien. Især sosu-assistenter er udsatte. Flere stofmisbrugere og øget antal genindlæggelser kan være forklaringen.

18. juni 2016

For medarbejderne i psykiatrien i Region Nordjylland er vold og trusler et arbejdsvilkår. Det viser en trivselsrapport blandt de ansatte i den nordjyske psykiatri fra 2016.

Ifølge rapporten svarer 34 procent af de ansatte, at de inden for det seneste år været udsat for trusler, og 17 procent har været udsat for vold. Flere af de adspurgte svarer, at de oplever vold og trusler på dagligt og ugentligt basis.

Trivselsundersøgelsen inkluderer også administrative medarbejdere. Andelen af de ansatte på gulvet, der udsættes for vold og trusler, er dog langt højere.

"Ud af undersøgelsen kan vi se, at 77 procent af dem, som svarer, at de har oplevet trusler om vold, er sosu-assistenter,” siger Bjørn Seberg, der er fællestillidsrepræsentant for sosu-assistenterne på den psykiatriske afdeling ved Aalborg Universitetshospital. Han fortæller, at der i de seneste år er kommet flere patienter med misbrug.

"Det gør patienten mere utilregnelig og øger risikoen for vold. De voldsepisoder, som jeg tænker tilbage på de seneste år, er uden tvivl blevet mere voldsomme," siger Bjørn Seberg.

På netop den psykiatriske afdeling i Aalborg blev tre sosu-assistenter og en sygeplejerske for to uger siden hårdt kvæstet, da de blev angrebet af en patient.

Læs også: Ansatte lider efter groft overfald på hospital

Mere fokus på sikkerhed

Ledelsen i psykiatrien i Region Nordjylland er opmærksomme på den store andel af medarbejderne, der udsættes for vold og trusler.

"Rapporten viser, at alt for mange ansatte har været udsat for vold og trusler," siger direktør for Psykiatrien i Region Nordjylland Anette Sloth til Fagbladet FOA.

Hun understreger, at det seneste overfald er det groveste, hun har oplevet i den nordjyske psykiatri. Hun vil nu undersøge, hvordan de kan forebygge, at det sker igen.

"Når sådan noget sker, bør vi som ledelse være undersøgende på, om det, vi gør, er godt nok. Vi bør også se på, om vi har de rette kompetencer og sørger for at kompetenceudvikle medarbejderne godt nok. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at forbedre sikkerheden både for personale og patienter," siger Anette Sloth.

Sikkerhed er ikke løsningen

Ifølge formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Torsten Bjørn Jacobsen er et øget fokus på de ansattes sikkerhed symptomløsning.

"Antallet af tvangsindlæggelser er dokumenteret steget med 60 procent de seneste 10 år. Vi ved, at de voldelige situationer ofte opstår tidligt i indlæggelsesforløbet, fordi folk er mere ustabile i deres psykiske tilstand, når de lige er blevet indlagt," siger han.

Mere sikkerhed er ifølge Torsten Bjørn Jacobsen ikke hele løsningen.

"Man skal fokusere på at lave nogle bedre behandlingsforløb. Bedre forløb er et kapacitets- og overgangsproblem, som kræver ledelsesmæssigt fokus regionalt og kommunalt," siger han.