Ny indsats mod vold på bosteder på vej

I maj besøgte social- og indenrigsminister Karen Ellemann bostedet Lindegården, hvor en social - og sundhedsassistent blev dræbt i påsken. Her hilser ministeren på socialpædagog Mia Kristina Hansen, som har startet en underskriftindsamling for, at sikkerheden skal forbedres, så der ikke sker flere drab. Mikkel Østergaard

Indsatsen mod vold på socialpsykiatriske bosteder skal styrkes. Det er regeringen, Danske Regioner og KL blevet enige om.

09. juni 2016

Personale og beboere på landets bosteder skal have trygge og sikre rammer. Som led i en ny økonomiaftale er regeringen, Danske Regioner og KL blevet enige om, at forholdene på de socialpsykiatriske bosteder skal gøres mere sikre.
 
”I regeringen er vi fuldt ud klar over, at der skal gøres noget i en fart, så medarbejderne på de socialpsykiatriske bosteder oplever, at det er trygt at gå på arbejde, samtidig med at vi sikrer, at beboere med svære sindslidelser og misbrugsproblemer får den hjælp og behandling, de har brug for,” siger sundhedsminister Sophie Løhde i en pressemeddelelse.
 
Hun har de seneste dage har forhandlet med Danske Regioner om regionernes økonomi for 2017. 
 
Regeringen varsler, at nye konkrete forslag til forbedringer bliver præsenteret til august. 
 

Nye botilbud på tapetet

Blandt de mulige nye løsninger er et forslag om en ny type botilbud til psykisk syge, der er for syge eller kriminelle til, at bostederne kan rumme dem.
 
Social og Indenrigsminister Karen Ellemann lægger vægt på, at både kommuner, regioner og regering går sammen om at finde de rigtige løsninger.
 
”Jeg er tilfreds med, at alle parter forpligter sig til at undersøge mulige tiltag. Det gælder også nye tilbudsformer. I forlængelse heraf vil vi i regeringen frem mod satspuljeforhandlingerne se på øvrige målrettede indsatser for at skabe botilbud, der danner trygge og sikre rammer for medarbejdere og beboere”, siger Karen Ellemann i en pressemeddelelse. Hun har drøftelser om indsatsen med KL.
 

Glæde i FOA

Forbundsformand i FOA Dennis Kristensen glæder sig over, at vold og trusler på landets bosteder og forholdene i socialpsykiatrien adresseres i den nye aftale.
 
”FOA bidrager meget gerne, og vi håber at blive taget med på råd. Det kan godt bekymre mig, at der ikke er afsat penge til at finde løsningerne på dette område, hvor vi har set fem drab på fire år. En løsning uden ekstra ressourcer er ingen løsning,” understreger Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.