Sosu-debattør: Sådan kæmper jeg for at få anerkendt vores fag

Social- og sundhedsassistent Agnes Daugbjerg Østergaard er gået videre til semifinalen i DM i debat. Hun oplever, at den mangel på respekt, hun indimellem møder i forhold til sit fag, ofte bunder i uvidenhed. "Derfor vil jeg gøre mit for at udbrede budskabet om, at der er mange glæder ved at arbejde som sosu." Lars Just

Sosu-assistent Agnes Daugbjerg Østergaard er gået videre til semifinalen i debat. Hun brænder for at fortælle, hvorfor det er fedt at være sosu.

20. maj 2016

”Vi ved alle, at en politibetjent kan have et farligt job. Vi ved også, at hvis han på tragisk vis skulle miste livet i tjenesten, så vil han blive hædret. En minister eller to vil nok deltage i begravelsen. Og al respekt for det. For nylig mistede en social- og sundhedsassistent livet, da hun brutalt blev stukket ned af en beboer på sit arbejde. Her var der ikke ingen minister at se til begravelsen.”

Med disse ord indledte sosu-assistent Agnes Daugbjerg Østergaard sin tale, da hun for nylig deltog i DM i debat – en konkurrence for unge debattører arrangeret af Politiken.


Jeg kom ud på arbejdsmarkedet som 17-årig. Min storebror kom først i gang, da han som 30-årig var færdig som akademiker. 13 år efter mig. Er det så ikke fair, at jeg går på pension før ham? Jeg betalte skat, så han kunne få SU. Så kan han betale, når jeg går på pension, så jeg ikke behøver at tage rollatoren med på arbejde.

Uddrag fra en af Agnes Daugbjerg Østergaards debatoplæg til DM i debat, hvor hun gik videre til semifinalen. 

Videre til semifinalen i debat

Deltagerne var blevet bedt om at forberede et oplæg på et minut under overskriften: ’Den mest oversete politiske kamp i 2016.’ 

Agnes Daugbjerg Østergaards punchline handlede om forskelsbehandling af faggrupper, og hendes pointer gjorde så stort indtryk på dommerne, at den 23-årige sosu-assistent gik videre til semifinalen, der holdes på Folkemødet på Bornholm i juni.

Opgør med uddannelsessnobberi

For den unge debattør er konkurrencen endnu en platform, hvor hun kan komme ud med sine budskaber. En af de mærkesager, der ligger hende på sinde, er at gøre op med det, hun kalder uddannelsessnobberiet.

”Når jeg til et middagsselskab får stillet det klassiske spørgsmål: ’Hvad laver du så?’ er folks reaktion ofte lidt nedladende.”

Hvorfor vil du være sosu?

Den reaktion fik Agnes Daugbjerg Østergaard også, da hun som 16-årig besluttede sig for at droppe gymnasiet midt i 1. g. Hun gik op på kontoret for at melde sig ud. Da hun over for rektor begrundede det med, at hun hellere ville være sosu-hjælper, lød det: ’Jamen, du kunne jo være blevet til noget.’

”Hvorfor er det finere at være jurist end at tage sig af ældre? Jeg har valgt at uddanne mig til sosu-hjælper og derefter sosu-assistent, fordi jeg kan lide at være der for andre mennesker hver eneste dag,” siger Agnes Daugbjerg Østergaard, der arbejder på et plejecenter i Randers Kommune.

Elsker at punktere fordomme

Hun har flere gange holdt oplæg på sit gamle gymnasium om at være faglært, og hun elsker at punktere folks fordomme med sine praksisfortællinger.

Ved DM i debat overhørte hun en tilskuer sige til sidemanden: ’Hvad laver en sosu-assistent her?’

”Forhåbentligt stod det klart for vedkommende, efter jeg havde været på scenen og var gået videre i konkurrencen,” siger Agnes Daugbjerg Østergaard med kampgejst i stemmen.

Ingen historier om våde bleer

Hun sætter en ære i at fremhæve de gode eksempler fra sit fag og arbejdsliv. Ikke fordi alt er rosenrødt eller ikke trænger til at blive prioriteret af politikerne, men det er de positive historier, der skal bane vejen, mener hun.

”Hvis vi kun fortæller det negative, får vi aldrig højnet prestigen af vores fag. Jeg kunne aldrig finde på at skrive et læserbrev om våde bleer hos beboerne. Jeg vil hellere fortælle om den dag, jeg tog en svær samtale om døden med en pårørende eller holdt en gammel mand i hånden, til han blev tryg.”

De jordnære eksempler virker

Erfaringen hos Agnes Daugbjerg Østergaard er, at eksemplerne fra hverdagen, de nære beskrivelser af mødet med borgere, er det, som gør indtryk, når man vil ud med sine budskaber.

”I stedet for at bruge tal fra akademiske rapporter argumenterer jeg på baggrund af oplevelser, der står mit hjerte nært.”

I sin rolle som debattør er Agnes Daugbjerg Østergaard dog meget bevidst om, at eksemplerne skal fortælles på en måde, så ingen føler sig udstillet.

”Det er en hårfin balance, og jeg går meget op i at være loyal over for min arbejdsplads og de borgere, jeg hjælper.”