Så meget må chefen bestemme over din ferie
Få et overblik over, hvor meget indflydelse du har, når din sommerferie skal planlægges.
29. april 2016
Opdatering: I punkt fire er tilføjet en linje om retten til tre ugers sammenhængende ferie i hovedferieperioden.
Vi er endelig gået en ny sommer i møde. Det betyder, at du har ret til mindst tre ugers sammenhængende ferie i hovedferieperioden fra den 1. maj til den 30. september, medmindre du konkret aftaler noget andet med din arbejdsgiver.
Med hjælp fra chefkonsulent Ettie Trier Petersen i FOA Overenskomst, guider Fagbladet FOA dig her gennem dine rettigheder:
-
1
Lederne skal lytte, men bestemmer i sidste ende
Arbejdsgiverne skal høre medarbejdernes ønsker til, hvornår de gerne vil holde ferie, og skal så vidt muligt imødekomme disse ønsker, men i sidste ende er det arbejdsgiveren, der bestemmer, hvornår ferien skal afholdes.
-
2
Skolebørn vejer tungt
Arbejdsgiverne skal også tage hensyn til de medarbejdere, der har skolesøgende børn, og som derfor gerne vil holde ferie i skolesommerferien.Arbejdsgiver skal så tidligt som muligt give medarbejderne besked om, hvornår ferien skal holdes, og for hovedferiens vedkommende skal dette senest ske tre måneder før afholdelsen. -
3
Fem uger om sommeren?
Men kan en arbejdsgiver også pålægge medarbejderne at afholde alle fem ferieuger om sommeren?Svaret er ja. Som medarbejder har du ikke krav på at få din ferie spredt ud over hele året. Det er dog højst usædvanligt, medmindre det er dit ønske, og arbejdsgiver har en interesse i det.Som nævnt skal arbejdsgiver planlægge ferien efter drøftelse med de ansatte og i langt de fleste tilfælde vil arbejdsgiver prøve at tage hensyn til medarbejdernes ønsker. -
4
Tre ugers sommerferie
Du har ret til mindst tre ugers sammenhængende ferie i hovedferieperioden (1. maj – 30. september), medmindre du konkret aftaler andet med din arbejdsgiver.Du kan ikke aftale med din arbejdsgiver, at du skal holde mindre end to ugers sammenhængende ferie hen over sommeren.Hvis du ønsker ferie i skolernes sommerferie - ligesom de fleste af dine kolleger - , er der en risiko for, at din arbejdsgiver ikke kan imødekomme dit ønske om tre ugers sammenhængende ferie. I stedet for at afvise alle de tre uger, du har ønsket, kan det være, at din arbejdsgiver i stedet foreslår, at du kan holde to ud af de tre uger. I det tilfælde er det dig som medarbejder, der bestemmer, om du vil acceptere at nøjes med to ugers sammenhængende ferie og holde den sidste uge på andet tidspunkt i hovedferieperioden, eller om du foretrækker at holde tre ugers sammenhængende ferie på et andet tidspunkt i hovedferieperioden. -
5
Sjette ferieuge har særstatus
Med den sjette ferieuge har du mere frit slag. Den skal som udgangspunkt afholdes efter dit ønske. Du skal dog give din leder besked så tidligt som muligt om, hvornår du ønsker at holde 6. ferieuge.Overfører du den sjette ferieuge til et nyt ferieår, skal du være opmærksom på, at den mister sin særstatus. Din leder kan – ligesom med de fem ferieuger – pålægge dig, hvornår den skal afholdes, medmindre det på forhånd er aftalt, hvornår den overførte sjette ferieuge afholdes.