Nedslidte bygninger truer ansattes helbred
Kommunerne mangler milliarder til at vedligeholde daginstitutioner, plejehjem og skoler. Det kan føre til dårligere indeklima.
26. april 2016
Kommunerne mangler mindst 25 milliarder kroner til at vedligeholde blandt andet daginstitutioner, plejehjem og skoler, anslår rapporten ”State of the Nation” fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).
Den manglende vedligeholdelse kan betyde dårligere indeklima for ansatte, borgere og børn.
Nedslidte bygninger indebærer nemlig stor risiko for sundhedsmæssige problemer som træthed, hovedpine, allergi og koncentrationsbesvær.
”Kommunerne må kortlægge konsekvenserne for de børn og voksne, der skal opholde sig i bygningerne, for eksempel øget sygefravær og dårligere læringsmiljø. Og kortlægningen må snarest følges op af en plan for, hvordan arbejdsmiljøet i de nedslidte bygninger kan sikres. Vi kan ikke bare vente i årevis på, at der rettes op på den manglende vedligeholdelse,” siger arbejdsmiljøkonsulent i FOA Charlotte Bredal.
Kommunale bygninger er dårligst
Rapporten fra FRI viser, at kommunerne har de ringeste bygninger i det offentlige, og at det ser ud til at gå yderligere ned ad bakke fremover.”Kommunerne er på vej mod en kritisk tilstand, som kan betyde, at bygningerne ikke fungerer i forhold til det arbejde, der skal udføres i dem, og at energiforbrug og indeklima ikke er i orden,” siger Henrik Garver, der er administrerende direktør i FRI.
Kommuner vil have penge fra staten
Kommunernes Landsforening (KL) erkender problemet.
”Vi er enige i, at vores bygninger nedslides, hvis de kommunale investeringer, der er blevet reduceret de senere år, ikke øges. Regeringen er nødt til at give kommunerne en større bid af kagen til offentlige investeringer,” siger cheføkonom i KL, Morten Mandøe. Det krav vil KL derfor tage med til de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi for 2017.
I landets største kommune, København, er mange bygninger i dårlig stand på grund af manglende vedligeholdelse.
”Vi har et efterslæb på omkring 8 milliarder kroner på bygninger og veje, fra de år hvor kommunen var fattig og bare lod stå til,” siger overborgmester Frank Jensen.