3 ting du skal gøre, hvis du bliver ramt af stress

Op mod 500.000 danskere går hvert år til lægen, fordi de føler stress. Hvis du selv bliver ramt, er det vigtigt, du reagerer på symptomerne - venter du for længe, kan lidelsen udvikle sig til sygdom. Colourbox

Se her, hvilke stress-symptomer du skal være opmærksom på, og få tre tips til, hvad du skal gøre, hvis du bliver ramt.

08. april 2016

På arbejdet har du svært ved at koncentrere dig, du føler dig udmattet, og selv små opgaver kan føles helt uoverkommelige. Når du kommer hjem, sidder følelserne ude på tøjet, og du bliver let vred eller ked af det over misforståelser og små konflikter. 

Det lyder ubehageligt, men ikke desto mindre er det virkeligheden for de tusindvis af danskere, der hvert år bliver så syge på grund af stress, at de må skifte jobbet ud med et liv på sygedagpenge eller kontanthjælp. 

Opdag stress i tide

For at undgå at den stress, som rigtigt mange oplever kortvarigt, udvikler sig til langvarig sygdom, gælder det om at være opmærksom på symptomerne, forklarer Jesper Kristiansen, seniorforsker hos  Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. 

"Inden stress for alvor rammer, får man en række fysiske og psykiske tegn. Eksempelvis  reagerer man voldsommere følelsesmæssigt med vrede og irritation." 

"Derudover kan hukommelsen og koncentrationen svigte. Men man oplever også kropslige symptomer som svedeture, hjertebanken, og nogle mærker også smerter visse steder i kroppen," siger han. 

Stress rammer forskelligt

Jesper Kristiansen understreger dog, at de helbredsproblemer, der kan opstå efter langvarig stress, ikke ligesom kropslige sygdomme passer ind i en skabelon. 

"Det er ikke alle, der får alle de her symptomer. Og ikke alle får de samme symptomer. Det er også det, som gør stress så kompliceret," siger han. 

Hvis du har symptomer på stress, er det derfor vigtigt at få reageret hurtigt, så du undgår de alvorlige fysiske og psykiske lidelser, der ofte følger med i kølvandet på lidelsen.