Konflikt afblæst: EKKOfonden takker ja til overenskomst
EKKOfonden vil indgå overenskomst med LO-forbund til stor tilfredshed for FOAs formand Dennis Kristensen. Meldingen kommer få dage efter, at FOA varslede konflikt.
24. februar 2016
FOA tilbagetrækker konfliktvarsel mod EKKOfonden, der blandt andet driver bosteder for socialt udsatte. Det sker, efter fonden har meddelt, at de er klar til at tegne overenskomst med LO-forbundet Socialpædagogisk Landsforbund og starte drøftelser med FOA.
Normalt tegner FOA overenskomst med social- og sundhedsarbejdere, som er blandt de over 100 ansatte i EKKOfonden. Men i sidste uge afviste EKKOfonden FOAs anmodning om overenskomst.
Begrundelsen var, at Ekkofonden lå i forhandlinger med Det Faglige Hus. Direktør Thomas Kudahl forklarede, at Det Faglige Hus var et bedre match for dem. Men det har nu ændret sig.
180 graders vending overrasker
Efter et konfliktvarsel fra FOA rådførte EKKOfonden sig med arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, som EKKOfonden er medlem af. Dansk Erhverv anbefalede fonden at indgå overenskomst med LO-forbundene. Det skriver EKKOfonden på sin hjemmeside.
FOAs formand Dennis Kristensen er glad for, at Ekkofonden har ændret mening så hurtigt.
”Jeg er overrasket over, at Ekkofonden først ikke vil tale, men så laver en 180 graders vending i løbet af få dage. De er nok blevet gjort opmærksomme på, at de var ved at slå et større brød op, end de kunne bage,” siger Dennis Kristensen til Fagbladet FOA.
Men selvom den hurtige vending overrasker Dennis Kristensen, ser han forløbet som en stor succes.
”Konflikten kunne hurtigt være blevet langvarig og omfattende. Så jeg er uhyre tilfreds med, at det er faldet på plads, uden at nogen er kommet i klemme,” siger Dennis Kristensen.
Glad for konfliktafblæsning
Også hos Ekkofonden er de glade for, at FOA har valgt at afblæse konflikten.
”For os er det afgørende, at der er ro omkring de i forvejen svage borgere, som er anbragt hos EKKOfonden. Derfor var vi også hurtige til at følge anbefalingen fra Dansk Erhverv Arbejdsgiver,” skriver Thomas Kudahl til Fagbladet FOA.
Direktøren tilføjer, at de ser frem til dialogen mellem FOA og Dansk Erhverv. De forventer at tiltræde overenskomsten i løbet af kort tid, skriver de på hjemmesiden.