DM i Skills 2016: Større end nogensinde før
Med mere end 50.000 besøgende er fagenes danmarksmesterskab en stor publikumsmagnet.
05. februar 2016
Busserne ankommer til Messe C i Fredericia i en ubrudt strøm. Store folkeskoleelever og unge i starten af tyverne går i større og mindre flokke mod indgangen. Indenfor i det store messecenter er 300 erhverveskole elever i gang med at vise deres talent frem.
Fem regionsmestre møder hinanden
På scenen for social- og sundhedsassistenter står to hospitalssenge. To social- og sundhedsassistentelever er travlt beskæftiget med at tilse patienterne.
”Jeg anede ikke, hvad DM i Skills var, før jeg meldte mig til. Oppe på scenen var det ret stressende, men også spændende,” siger social- og sundhedsassistentelev, Olivia Rohde.
Hun har i fællesskab med makkeren Mette Blunck vundet det regionale mesterskab i Region Sjælland og sammen dyster de mod fire andre hold.
”DM i Skills er megafedt, det er jo en super måde at nå ud og vise, hvad vi kan,” siger Mette Blunck.
Konkurrence over tre dage
De fem sosu-par konkurrerer i seks discipliner over tre dage. Undervejs i konkurrencen følger et hold dommere eleverne tæt. Lørdag falder afgørelsen, hvor ét af de fem konkurrerende hold kan kalde sig danmarksmestre i SOSU.
Forbundsformand Dennis Kristensen fik også tid til at kigge forbi dette års DM i Skills.
Livestream
Som noget nyt i år kan konkurrencerne opleves live enten på computeren, tablet eller telefon. Der streames fra konkurrencerne direkte til sosu-skolernes hjemmeside. Du kan følge linket her:
Følg social- og sundhedseleverne live på scenen
Ovenstående link fungerer ikke mere. Det beklager vi.