Prisregn til arbejdsmiljø i socialpsykiatrien

Glade ansatte fra Center for Social Indsats Lolland efter modtagelsen af Arbejdsmiljøprisen 2015. Jakob Boserup

FOA-arbejdsplads i Lolland Kommune løber med arbejdsmiljø-prisen 2015 for et godt psykisk arbejdsmiljø. Prisen er bare én af flere.

27. november 2015

Center for Socialpsykiatri i Lollands Kommune rydder i øjeblikket bordet, når det handler om anerkendelse som attraktiv arbejdsplads.

I sidste uge vandt centret for andet år træk titlen som ”Bedste offentlige arbejdsplads” i en konkurrence udskrevet af konsulentfirmaet ’Great Place to Work’, og blev ved samme lejlighed kåret til ”Bedste mellemstore virksomhed”.

Læs artiklen ”Her er Danmarks bedste offentlige arbejdsplads” 

I går (25.11) var det så Arbejdsmiljørådet, der afleverede en stor buket roser. Rådet, der er et samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagere på både det offentlige og det private område, gav Arbejdsmiljøprisen 2015 til Lollands Kommunes Center for Social Indsats, som Center for Socialpsykiatri er en del af.

Mindre fravær, mere trivsel

Centret får prisen i kategorien ’psykisk arbejdsmiljø’ og i begrundelsen for tildelingen skriver Arbejdsmiljørådet, at

”Centret har formået at reducere sygefraværet samtidig med, at arbejdsglæde og trivsel er gået fra top til bund.”

Sygefraværet er faldet fra 9,5 % til 2,5 % blandt andet ved at bruge Arbejdspladsvurderingen (APV) til at identificere problemer og finde frem til løsninger. Og under overskriften ”Frihed til ansvar” har centret endvidere arbejdet for at fremme værdier som tillid, respekt, anstændighed, inddragelse og anerkendelse.

Lydhør ledelse

Forholdet mellem ledelse og medarbejdere på centret er præget af åbenhed og ærlighed, og ledelsen opleves som lydhøre over for nye idéer og over for både ris og ros, har Arbejdsmiljørådet noteret sig.

Det kunne en af centrets ansatte, social- og sundhedsassistent Pia Olsson, bekræfte, da Fagbladet FOA interviewede hende i forbindelse med prisuddelingen fra ”Great Place to Work”.

”Vi har en meget flad ledelsesstruktur, hvor der er tillid og plads til, at medarbejderne kan byde ind med hver deres styrker og idéer. Der er plads til at begå fejl, og dørene ind til ledermøderne er altid åbne, hvis man har lyst til at lytte med.”

Tre andre arbejdspladser med FOA-medlemmer var blandt 12 nominerede til priserne i fire forskellige kategorier: Gråsten Plejecenter (muskel-skelet påvirkninger), Midtvask (ulykker) og Hjemmeplejen Fredericia (psykisk arbejdsmiljø).