Sådan kan du træne knæ, ryg og nakke 

Fysioterapeut i Gigtforeningen Lene Mandrup Thomsen viser fire forskellige øvelser, der skåner dine led.  Johnny Frederiksen

Små og nemme øvelser kan gøre underværker for ømme led.

08. oktober 2015

Oplever du at være øm efter en lang arbejdsdag? For eksempel ved, at dine knæ, din ryg eller din nakke gør ondt, fordi du har gået eller stået meget på arbejdet. 
 
Heldigvis er der flere øvelser, du selv kan lave, for at komme ømheden til livs. Du kan se fire eksempler i videoen øverst. 

”Det er nogle lette øvelser med få redskaber, som hurtigt kan laves på stuegulvet derhjemme, eller på arbejdet, hvis man kan mærke, at man er øm i led og muskler,” siger fysioterapeut i Gigtforeningen Lene Mandrup Thomsen til Fagbladet FOA.

Husk at gå til lægen

Er du øm, er det vigtigt, at du ikke bare smider dig på sofaen. Det får nemlig ikke smerterne til at gå væk. 

”Det er vigtigt at dyrke motion, og her kan disse øvelser indgå. Ellers kan man risikere, at smerterne bliver værre,” siger Lene Mandrup Thomsen.

Øvelserne i videoen er kun beregnet for raske mennesker, der måske har ondt efter en lang arbejdsdag. Har du mere ondt og eventuelt hævede led, så er det vigtigt at søge læge.

”Hvis det gør ondt at lave øvelserne, eller hvis smerterne er længerevarende, så skal man altid tage til læge eller fysioterapeut, så man kan få den rigtige behandling,” siger Lene Mandrup Thomsen. 

Læs også:

 Slidgigt? Træn smerterne væk