Nødråb fra ambulanceredder: Ingen tid til pauser
For få ambulancer giver afbrudte pauser, pressede medarbejdere og utilfredse borgere, lyder det fra ambulanceredder.
18. september 2015
Der er ikke bare skåret helt ind til benet. Benet er skåret helt over. Så kontant er meldingen fra paramediciner i Frederiksberg Brandvæsen i et åbent brev til Region Hovedstaden om de forringelser i arbejdsmiljøet, som han og hans kolleger har oplevet som reddere i Region Hovedstaden gennem de seneste fem år.
"Ambulanceredderne er nu så pressede, at det har givet sig til udtryk i udpræget reddermangel, arbejdsmiljøregler, der ikke kan overholdes og pauser, der ikke er tid til at holde," skriver Andreas Keil, fællestillidsrepræsentant i Frederiksberg Brandvæsen.
Ifølge ham skyldes den pressede arbejdsdag, at der mangler ambulancer, og at der har været markante ændringer i regionen som eksempelvis 1813, som giver flere ambulanceture.
”Regionens egen analyse viser, at hvis de skal leve op til deres egne serviceløfter, skal de have 12 ekstra ambulancer. Lige nu kører der tre ekstra, som bliver permanente til januar. Men sagen er, at tre ud af 12 langt fra er nok,” siger Andreas Keil til Fagbladet FOA.
”Det giver afbrudte pauser, stigning i overarbejde, og der ligger hele tiden ture og venter. Samtidig er det utilfredsstillende for borgerne, som skal vente længe på en transport,” siger Andreas Keil.
Udover at bruge pausen til frokost er pausen også nødvendig for, at ambulancefolkene får koblet af i en travl og til tider voldsom arbejdsdag.
"Vi er ude ved alvorlige trafikuheld, folk med hjerteproblemer og især ulykker med børn, som kan være hårde. Derfor har vi brug for en pause til at koble fra og restituere, så vi er klar til resten af dagen. Uden pausen bliver vi pressede psykisk og i værste fald risikerer vi at lave fejl," siger fællestillidsrepræsentanten.
”Når jeg hører om de problemer, som ambulancemandskabet og deres tillidsfolk beskriver, så gør det indtryk. Selvfølgelig skal redderne have ordentlige vilkår, så de kan udføre deres arbejde og skabe tryghed hos de mennesker, som er syge eller tilskadekomne og har brug for akut hjælp,” siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:
”Netop derfor har vi i regionen en løbende dialog med leverandørerne, som jo i sidste ende er ansvarlige for sine egne medarbejdere.”
"Ambulanceredderne er nu så pressede, at det har givet sig til udtryk i udpræget reddermangel, arbejdsmiljøregler, der ikke kan overholdes og pauser, der ikke er tid til at holde," skriver Andreas Keil, fællestillidsrepræsentant i Frederiksberg Brandvæsen.
Ifølge ham skyldes den pressede arbejdsdag, at der mangler ambulancer, og at der har været markante ændringer i regionen som eksempelvis 1813, som giver flere ambulanceture.
”Regionens egen analyse viser, at hvis de skal leve op til deres egne serviceløfter, skal de have 12 ekstra ambulancer. Lige nu kører der tre ekstra, som bliver permanente til januar. Men sagen er, at tre ud af 12 langt fra er nok,” siger Andreas Keil til Fagbladet FOA.
Ulykker med børn kræver ro
Når der mangler ambulancer, giver det et øget pres på de ambulancereddere, der er tilbage.”Det giver afbrudte pauser, stigning i overarbejde, og der ligger hele tiden ture og venter. Samtidig er det utilfredsstillende for borgerne, som skal vente længe på en transport,” siger Andreas Keil.
Udover at bruge pausen til frokost er pausen også nødvendig for, at ambulancefolkene får koblet af i en travl og til tider voldsom arbejdsdag.
"Vi er ude ved alvorlige trafikuheld, folk med hjerteproblemer og især ulykker med børn, som kan være hårde. Derfor har vi brug for en pause til at koble fra og restituere, så vi er klar til resten af dagen. Uden pausen bliver vi pressede psykisk og i værste fald risikerer vi at lave fejl," siger fællestillidsrepræsentanten.
Redegørelse på vej
Kritikken får nu regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) til at bede Falck og Københavns Brandvæsen om en redegørelse for den kritik, som deres ansatte rejser overfor regionen, særligt i forhold til problemerne med pauser.”Når jeg hører om de problemer, som ambulancemandskabet og deres tillidsfolk beskriver, så gør det indtryk. Selvfølgelig skal redderne have ordentlige vilkår, så de kan udføre deres arbejde og skabe tryghed hos de mennesker, som er syge eller tilskadekomne og har brug for akut hjælp,” siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:
”Netop derfor har vi i regionen en løbende dialog med leverandørerne, som jo i sidste ende er ansvarlige for sine egne medarbejdere.”