FOA-analyse: Fattigdom skidt for børnene

Husk at det går ud over børnene, når I skærer i kontanthjælpen, siger Dennis Kristensen til de konservative, der vil lægge loft over kontanthjælpen.   Colourbox

Hvis mor er arbejdsløs og familieøkonomien dårlig, så trives familiens børn ikke, og de klarer sig dårligere i skolen end andre børn, viser ny opgørelse fra FOA. 

09. juni 2015

Fattigdom i familien går hårdt ud over børnene. Elendig økonomi og arbejdsløse forældre får børnene til at trives skidt og til at klare sig dårligere i skolen end deres kammerater med forældre i arbejde og god økonomi.

Det er hovedkonklusionerne i en ny analyse fra FOA. Analysen bruger tal fra fra SFIs såkaldte Børneforløbsundersøgelse, hvor man frem til 2011 har fulgt udviklingen hos 6.000 danske børn, der alle blev født i 1995.

”Der er en klar sammenhæng mellem, at hvis familiens økonomiske vilkår er dårlige, så klarer børn sig simpelthen dårligere,” forklarer FOAs formand, Dennis Kristensen til Fagbladet FOA.

Hver femte trives dårligt – også i skolen

FOA har analyseret sammenhængen mellem børnenes trivsel og familiens økonomi. Helt konkret er der blevet undersøgt, hvor godt børnene trives, og hvordan de klarer sig fagligt i skolen. Det er blevet holdt op mod familiens økonomiske situation og moderens beskæftigelse. Børnenes trivsel deles ind i tre grupper: Lav trivsel, en gråzone og almindelig trivsel.

Tallene viser, at hver femte barn med en arbejdsløs mor - 21 procent - har dårlig trivsel eller trivsel i gråzonen. Hvis mor derimod er i arbejde, drejer det sig kun om hver tiende - ni procent - af børnene. I den anden ende af velstanden viser det sig, at 95 procent af børnene i de familier, hvor moren vurderer økonomien som særdeles god, har en almindelig trivsel.

I Børneforløbsundersøgelsen har børnene som 11-årige taget en sprogtest og en test, der måler barnets evne til at se logiske mønstre - den såkaldte CHIPS-test. Resultatet viser, at børn, hvis mødre er i arbejde, scorer højere i de to tests end børn af arbejdsløse mødre.

FOA: Politikerne skal huske børnene

Derfor bør politikerne huske børnene, når de diskuterer, om der skal skæres i kontanthjælpen, mener Dennis Kristensen. FOA-formanden langer specifikt ud efter de Konservatives nye udspil om et kontanthjælpsloft, der skal sikre, at der altid er en gevinst på mindst 3.000 kroner ved at tage et arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.

”Børnene skal ikke betale prisen for, at dele af Folketinget har så stor fokus på, at de offentlige ydelser skal sænkes. Det rammer de svageste, som i den her situation er børnene. Det er simpelthen ikke rimeligt,” siger Dennis Kristensen. Han tror ikke på, at de konservative planer vil skaffe de nødvendige job til alle kontanthjælpsmodtagere.

”Og hvis det ikke bliver tilfældet, bliver det i stedet børnene, der kommer til at betale prisen. Så kommer de til at opleve dårligere trivsel og dårligere resultater i skolen,” siger han.